Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Folder

Forældreråd, kontaktforældre, klasseråd - kært barn har mange navne. Men der er ingen tvivl om, at I spiller en meget vigtig rolle for hele skolen. Skolebestyrelsen vil med denne lille folder gerne give jer en lille smule inspiration til jeres arbejde. Vi håber også at vi kan se frem til et frugtbart samarbejde med jer alle.

Forældrerådets rolle

Der findes ikke en bestemt definition af hvad forældrerådets rolle er. Men formålet er overordnet set, at styrke kontakten og samarbejdet mellem skole og hjem omkring klassens faglige og sociale trivsel

Forældrerådene er med til at understøtte trivslen i klassen; de er et bindeled mellem forældre og personalet; og de er et bindeled til skolebestyrelsen.

Trivsel i klassen

Erfaringen viser at der er færre konflikter i en børnegruppe, hvor forældregruppen er velfungerende og i god og tæt kontakt.

En af forældrerådets opgaver er derfor, at tage initiativ til fælles arrangementer for klassens børn og voksne, så alle kan lærer hinanden at kende. En god kontakt forældrene imellem er af afgørende betydning for, at klassen kan tackle de problemer der måtte opstå i børnegruppen. Det behøver ikke være forældrerådet, der står for alle aktiviteter. Man kan med fordel involverer klassens forældre.

Fællesarrangementer er selvfølgelig vigtige i de første år af børns skolegang, når man skal lære hinanden at kende. Men det er også vigtige i de ældre årgange, hvor der måske ikke er så mange naturlige årsager til at forældrene tilfældigt mødes.

Idéer til arrangementer kunne være:

Børnehaveklasse – 2. kl.: fester med mad og lege, julehygge, udflugter, fælles fødselsdage.3. – 6. kl.: weekendture, kanoture, fælles fødselsdage, film, sport, spilaftener.  7. – 9. kl.: fælles-fester, Blå mandag, virksomhedsbesøg hos forældre, dagsudflugter.

En god inspiration til forskellige typer af arrangementer kan findes på https://skoleborn.dk/foraeldrefiduser/

Som medlem af forældrerådet kan man blive kontaktet af andre forældre, der kan være optaget af noget særligt vedrørende undervisningen eller trivslen for deres barn. Det er vigtigt, at understrege, at forældrerådet ikke har noget særligt ansvar i sager, der vedrører det enkelte barn og dets forældre og ej heller er et mellemled mellem lærere og forældre i sager vedr. undervisningen eller dagligdagen i skolen. Henvis derfor altid til kontaktlæreren eller ledelsen på skolen.

 

Samarbejde med skolebestyrelsen

Skolebestyrelsen vil gerne vedligeholde et godt samarbejde med forældrerådene. Vi har de sidste år haft en årligt møde med forældrerådene, hvor vi har orienteret om arbejdet i bestyrelsen og fået feedback fra forældrerådene om hvordan det går i de forskellige klasser.

Man er altid velkommen til at kontakte skolebestyrelsen, hvis man har spørgsmål eller emner man synes skal drøftes i bestyrelsen. Det er vigtigt, at man i spørgsmål omkring læring, trivsel i klassen og ledelse på skolen i første omgang går til de rette personer: Kontaktlæren i klassen eller ledelsen på skolen. Skolebestyrelsen drøfter skolens virke principielt og udstikker retning og visioner for skolen. Vi vil dog altid gerne høre fra jer, hvis I har noget på hjertet.

Andre opgaver for forældrerådene

Det er op til forældrerådene selv at finde ud hvilke opgaver de vil påtage sig, men der findes dog traditionelt nogle opgaver forældrerådet bliver involveret i.

KLASSEKASSEN

Rigtig mange klasser har en klassekasse, hvor der løbende samles penge sammen og har typisk to formål: 1) Kunne bruges løbende til at dække udgifter ved mindre arrangementer eller indkøb af materialer til klassen. 2) Opsparing til lejrtur i 8. Klasse, Blå Mandag i 7. Klasse og skoleafslutningen i 9. Klasse

Det er vigtigt at understrege, at en klassekasse udelukkende er en aftale forældrene imellem. Derfor er det en god ide at få nedskrevet aftalen når man starter klassekassen op: Hvad skal den bruges til; hvor tit indbetales der; og hvad sker der når elever forlader eller flytter til skolen?

Et godt råd vil være at tænke klassekassen så enkel og solidarisk som muligt. Og igen er det erfaringen, at er der tradion for en god og åben dialog forældrene i klassen i mellem, så er det nemmere at løse eventuelle konflikter omkring brugen af midlerne senere hen.

FACEBOOKGRUPPE

Mange klasser har en Facebookgruppe til at hjælpe på kommunikationen forældrene imellem. Det kan også være forældrerådets rolle at være administrator på denne.

En forældregruppe på Facebook eller andre sociale medier skal ikke udvikle sig til en diskussionsgruppe omkring undervisningen eller trivslen i klassen. Henvis derfor altid forældre til at tage direkte kontakt til personale eller andre forældre.

I stedet er en facebook gruppe god til, at udveksle praktiske oplysninger og minde hinanden om arrangementer i klassen eller hele skolen. Man kan også dele billeder fra forskellige aktiviteter, så længe man er opmærksom på reglerne om privatliv på de sociale medier.

Det er også vigtigt, at huske på at ikke alle forældre nødvendigvis bruger de sociale medier i lige stor udstrækning. Derfor skal al information fra forældrerådet først og fremmest være delt via AULA - og Facebookgruppen kan kun være et supplement til denne.

NYE ELEVER

Det kan være en rigtig god ide som forældreråd, at have en procedure for hvordan man byder nye forældre velkommen i klassen. Det behøver blot at være et standard velkomstbrev man kan have liggende, hvori man byder velkommen i klassen og skolen, og beskriver de mest nyttige informationer for de nye forældre.

Overvej også hvordan man kan byde nye forældre velkommen, som måske ikke kan dansk endnu. Det kan tage længere tid at blive en del af klassefællesskabet, når man ikke kan det fælles sprog, men vejen er kortere hvis man er blevet budt godt velkommen og hurtigt har fået nogle andre forældre som man føler sig tryg ved at kontakte skulle der være nogle spørgsmål.

Datoer

Skolen har gennem skoleåret en række arrangementer, som det kan være nyttige for forældrerådene at huske på i deres planlægning af egne arrangementer:

2023

  • Tværsuge for hele VK i uge 41
  • Skolernes motionsløb: 14/10 (Udskoling aften 13/10)
  • Matematiikkens dag 16/11
  • Juleklippedag 1/12
  • Lucia 13/12
  • Sidste skoledag før juleferien Julegudstjeneste 20/12

2024

  • Skolefest 16/2
  • Rynkeby løbet 3/5
  • Sundhedsuge hele uge 22
  • Sidste skoledag for 9. klasserne 17/5
  • Markedsdag 14/6
  • Idrætsdag 27/6
  • Sommerferiesamling 28/6

 

Vi ser frem til et godt samarbejde med forældrerådene, og ønsker jer alle et godt skoleår.

Forældrerepræsentanter i Skolebestyrelsen

Gustav Vernal (Formand)
Hanne Mølby Henriksen (Næstformand)
René Sejer Nørgaard
Mette Olesen
Mikkel Juhl Søndergaard
Oline Pedersen
Susan Hove Hansen