Sådan holder vi pause
På Vesterkærets Skole lægger vi stor vægt på de gode frikvarterer. Vi holder ofte brain
breaks, når vi trænger til det i løbet af timerne, og så holder vi to store frikvarterer hver
eneste dag:
- 10-pausen fra 9.30 til 10.00
- 12-pausen fra 11.30 til 12.15
Eleverne i vores yngste afdeling har hver dag selskab af en voksen, der spiser sammen
med dem i den første del af 12-pausen. Nogle hører en fælles podcast, andre ser Ultra Nyt
eller hygger bare sammen. Bagefter skal de ud og lege, ligesom de også skal ud i den
friske luft i 10-pausen.
De ældre elever får lov selv at bestemme, om de vil udenfor i de to pauser, eller om de vil
blive inde og spille bordtennis, bordfodbold, spille spil eller bare hygge sig sammen med
deres kammerater.
For at sikre gode aktiviteter for eleverne har vi hver dag en legepatrulje for de yngste
elever. Vi har ”åben sal” for de ældre elever. Og alle kan hver dag låne bold, sjippetov og
den slags i vores udlånsdepot.
Alle skal blive på skolen også i frikvartererne. Vi har ikke hegn rundt om skolen, men
eleverne lærer lynhurtigt de usynlige grænser at kende.